Vi vil ikke bevare
I forbindelse med lanceringen af dialekt.dk har vi et par gange erfaret at vi er blevet misforstået. Vi mener ikke at vores vigtigste mål er at bevare de traditionelle dialekter. Som flere her på bloggen også har påpeget, kan man ikke stoppe sprogudviklingen, og man kan da slet ikke skrue den tilbage. Vi vil ikke forfægte en forfaldstanke, og vi mener ikke at det hele var bedre i gamle dage. Nej, det vi håber vi kan rokke en smule ved med hjemmesiden, er det vi kalder "de dovne danske ører". Man kan godt glædes ved sproglig mangfoldighed, og man kan holde af at lytte til gamle danske dialekter. Men den sproglige mangfoldighed skal ikke bevares for sin egen skyld – men for alle sprogbrugernes skyld! For de menneskers skyld som ikke lige taler den standardkøbenhavnske variant af dansk. Vi vil ikke bevare dialekterne. Vi vil gøre os selv og alle andre i dette land til mere tolerante lyttere.
posted by Pia Quist og Gitte Gravengaard, dialekt.dk at 12:30 AM
18 Comments:
Jeg læser med forundring, at I ikke vil "bevare dialekterne". Hvad vil I da så - fremskønne deres opløsning, eller er I bare ligeglade (indifferente)? Et lidt underligt udsagn for to danske dialektforskere, synes jeg. Det virker faktisk lidt som om, at I ligger under for de klassiske fordomme om, at dialekter er forældede, bondske og utidssvarende - beklager, hvis jeg tager fejl.
Personligt er jeg helt enig med foreninger som Æ Synnejysk Forening, Alsingergildet og Vendsysselgildet – selvfølgelig skal vi bevare vore egnsmål i det omfang, det er muligt. De udgør en stærk kulturarv, som også i højere grad burde kunne komme rigsmålet til gode.
Bedste hilsener
Arild
Kære Arild
Jo, fejl tager du. Vi synes hverken dialekter er "forældede, bondske og utidssvarende". Læs gerne med på hjemmesiden www.dialekt.dk
Vi har erfaret at det er nemt at blive misforstået i denne sag. Det skyldes måske at de fleste er vant til at tænke på problemstillingen i netop en "bevarelsesoptik". Enten vil vi have dem, dialekterne. Eller vi vil af med dem. Al respekt for dialektforeningerene, men det er også inden for denne optik at de arbejder. Vi vil gerne nærme os problemstillingen på en anden måde. Det er ikke de dialekttalendes ansvar at holde fast i deres dialekt. Det er alle i dette lands ansvar at "åbne ørerne" og lære at tolerere sproglig variation. Vi HAR dialekter, dvs. sproglig variation, i Danmark. Så det er ikke et spørgsmål om at bevare, men om at acceptere og at tolerere at dansk kan tales på mange forskellige måder.
”Standardkøbenhavnsk,” skriver i nærmest nedsættende uden at gøre rede for, hvilken form for københavnsk, der er tale om. Men måske bunder hele dette projekt i et jysk mindreværdskompleks fra de to initiativtagere, der - så vidt jeg har læst mig til - er fra henholdsvis Vejle og Thisted. Ikke et ondt ord om disse fortrinlige egne eller dialekterne derfra, men det vil klæde de to sprogbevarere at være mere præcise i deres omtale af de københavnske dialekter, og melde klart ud på klingende jysk, at projektet handler om, at vi skal ære og respektere alle dialekter, der ligger vest for Københavns Universitet. Gad vide, om I har søgt egnsstøtte fra EU's strukturfonde til dette projekt, og så kan det undre, at projektet hører under Københavns Universitet, når der tilsyneladende er så lidt interesse for og viden om købehavnske dialekter.
/dreamz
Kære Dreamz
Godt du er tilbage med din vigtige indvending, så vi kan få præciseret at vi naturligvis godt ved at københavnsk tales på mange forskellige måder. I en storby som København har der altid boet mange forskellige slags mennesker hvilket naturligvis har afspejlet sig i sproget. Det er noget man har forsket i gennem mange år, og det fortsætter man også med i dag (bl.a. på DGCSS http://dgcss.hum.ku.dk/).
Man kan muligvis godt tale om forskellige københavnske dialekter, men man har almindeligvis talt om sociolekter, og man har særligt beskrevet såkaldt højkøbenhavnsk og lavkøbenhavnsk. Den første variant var den der taltes af det højere borgerskab, øvre middelklasse og overklassen. Lavkøbenhavnsk var knyttet til arbejderklassen (man kan læse mere på hjemmesiden: http://dialekt.dk/sociolekter/). Det vi kalder standardkøbenhavnsk er den variant af københavnsk som er blevet modellen for hvordan dansk "bør" lyde. Det er hverken udpræget lav- eller højkøbenhavnsk, men en variant et sted midt imellem, dvs. middelklassens københavnsk.
Det er vigtigt at vi forsat ved noget om hvad der sker med talesproget i København, da historien har vist at København er landets stærke normcenter, og det er fra København at sproglige nydannelser breder sig. Det er blot et faktum, og har ikke noget med nogens personlige baggrunde at gøre.
This comment has been removed by a blog administrator.
Vi har tilladt os at fjerne Kims private fødselsdagsinvitation :-)
Jeg er fuldblodssjællænder, og flyttede for en del år siden til Århus.
Til min store overraskelse har jeg oplevet, at jeg har min dialekt imod mig. Jeg taler vel nærmest københavnsk.
Herovre oplever jeg diskrimineringen på baggrund af dialekt meget voldsommere, end jeg har hørt jyder opleve den på Sjælland.
Jeg synes at det er påfaldende, at ordet "dialekt" typisk er ensbetydende med jysk. Påfaldende og overordentlig uheldigt!
Det lyder ubegribeligt at I ikke vil bevare noget. Jeg synes i forsøger at sætte jer på to stole, nemlig dels det kulturbevarende, som dansk filologi jo handler om. Dels en pro-moderne, intetsigende holdning hvor alt er lige godt, som er typisk for humanistisk forskning i dag, men som ganske enkelt ikke passer sammen med det andet i længden.
Kan I så forstå at andre ønsker at bevare noget? Jeg taler en såkaldt klassisk dialekt som jeg ønsker at bevare, og jeg erkender at jeg har en klart værdiladet holdning til dem der går over til en malebarisk blanding af rigsdansk og lidt dialekt: jeg synes det er skidt. Fordi jeg kun kan se at de mister hele fantasien, udtryksrigdommen i sproget, det livssyn der følger med, samt forbindelsen til det lokale fællesskab og historien. Dernæst er udgangspunktet for sådan et sprogskifte et socialt pres (jantelov) og det kommer der aldrig noget godt ud af.
Det kan ganske enkelt sammenlignes med dem der skifter deres modersmål, sådan som det skete i Sydslesvig i 1800-tallet. Eller hvis man skifter sit dansk ud med engelsk, hvilket de fleste sprogfolk synes er en dårlig idé, da man jo aldrig kommer til at kunne udtrykke sig lige så godt.
Jeg mener jeres arbejde logisk må indebære at der skal bevares noget, selv om det måske er sekundært i forhold til jeres målsætning om den sproglige tolerance. Det andet holder ikke helt vand.
God bemærkning, Casper! Mon ikke Pia og Gitte i hvert fald gerne vil bevare både deres egen sproglige tolerance samt Dialekt.dk (-:
I Modersmålskredsen er vi ikke bange for at sige at vi både vil bevare folkemålene, det danske sprog og det nordiske sprogfællesskab - læs f.eks. http://www.modersmaalet.dk/ordstrid/fyensstiftstidende-25-02-2006.htm
Bedste hilsener
Arild
PS. Ja, pluddervælsk "tolerance" eller dansk tålsomhed er da en smuk ide i udgangspunktet, men det er dog vel ikke helt ligegyldigt hvad man er tolerant over for? Sprogligt sjusk, grammatiske fejl og dumsmarte anglicismer? I hvert fald må "tolerancen" ikke udarte til ukritiskhed (alt er lige godt og dermed lige gyldigt), hvilket der kan være en tilbøjelighed til hos visse sprogforskere.
For en god ordens skyld vil jeg lige tilføje at jeg med "visse sprogforskere" ikke tænker på bagmændene bag Dialekt.dk hvis holdning jeg i så henseende ikke kender tilstrækkeligt til. Kritikken er rettet mod en tendens.
Vi forstår ganske udmærket at mange, ligesom Casper, ønsker at bevare deres dialekt. Men ingen dialekttalere kan holde en dialekt i live alene.
Det er en romantisk forestilling at tro at bare fordi man selv insisterer på at bevare, så kan dialekten få lov til at indgå på en respekteret og uproblematisk måde i det omgivende sprogsamfund.
”Bevarelse” for sin egen skyld løser ingenting. Man er nødt til at arbejde for et sprogligt klima hvor folk ikke per automatik lukker ørerne eller tænker ”bondeknold” når der tales på en standardafvigende måde. Først da holder folk op med en ”malebarisk (sic!) blanding af rigsdansk og lidt dialekt”.
Metaforen ’at sætte sig mellem to stole’ er ikke oplagt i dette tilfælde. Det vi prøver at pege på er at den megen fokus på taleren og på dialekten i sig selv overskygger (overdøver kunne man også sige i dette tilfælde) en bevidsthed om de lyttedes rolle og sprogholdningernes rolle i denne sag.
Da jeg var lille var jeg en bonderøv fra Rørvig og en københavner fra Sjælland.
Førstnævnte, når jeg besøgte mine fætre i Brønshøj; sidstnævnte når jeg besøgte min ven Rasmus i Århus.
Mit sprog har siden da ændret sig mærkbart to gange:
Ved et højskoleophold for 10 år siden dannede vi (70 elever) nærmest vores egen miskmaskede dialekt med lige dele noller, træls, nederen, kanon og fråderen. Det var det sociale sammenhold der åbnede muligheden for den sprogligt tværregionale diffusion og vi tog alle imod med åbne arme.
Anden gang, da jeg et år senere flyttede til København og fik lagt The'e, Kaf', [måmoar] og flere andre vestsjællandske kerneudtryk fra mig -med hjælp fra nye venner og kolleger. (Jeg ser det hverken som negativt eller positivt, bare som en naturlig ting)
Jeg forstår ikke, som Casper og Arild giver udtryk for, ønsket om at ville bevare noget der pr. definition er flygtigt?
Dialekterne vil da altid påvirkes af og påvirke hinanden.
Således opfatter jeg det som en lettere bagstræberisk forherligelse af en periode, mere end noget andet.
Hmm, med flygtigt mener jeg i lige så høj grad dynamisk. Sproget har aldrig været statisk, og vil forhåbentlig altid blive ved med at udvikle sig.
Jeppe: Du giver udtryk for:
1. Du har ændret dit oprindelige talesprog til noget andet (mere københavnsk)
2. Det skete pga. socialt pres
3. Du synes dette er helt i orden
Så vidt jeg kan se er det netop de tre ting som grundlæggerne af dette website har observeret og vil ændre vores holdning til. Du bekræfter også en anden observation som undersøgelser har gjort, nemlig at sjællandsk er det allerlaveste i det sociale hierarki.
De særlige ord som I blandede sammen under dit højskoleophold tyder mere på en slags jargon, ikke en egentlig dialekt. Der er da heller ikke noget mærkeligt i at man skifter dialekt når man flytter, i hvert fald ikke hvis man flytter så langt at man har svært ved at blive forstået. Men det er jo ikke forståelsesproblemer vi taler om, men holdningsproblemer/fordomme, nemlig et hierarki hvor københavnsk og "standardrigsdansk" står øverst og alt andet nederst.
Selv kommer jeg fra Thy, men taler rigsdansk i København, hvor jeg bor pga. uddannelse. Da jeg boede i Sverige talte jeg svensk. Det jeg har noget imod er at folk i Thy skal være nødsaget til at skifte til rigsdansk eller en slags blandingssprog. Man kan tale om alting på dialekt, så jeg kan ikke se det tilhører en svunden tid ("bagstræberisk forherligelse af en periode"). Det er i øvrigt en fornærmelse mod alle som er dialekttalende at sige sådan. Hvordan kan deres sprog være forældet så længe der findes nogen der taler det som modersmål? Desværre har jeg også læst udtalelser fra sprogforskere med den holdning at dialekter var noget der hørte hjemme i bondesamfundet.
Jeg er i øvrigt ikke imod at dialekter (og rigsdansk) kan ændre eller udvikle sig. Men det er ikke udvikling at lægge en sprogform fra sig og gå over til en anden pga. andres fordomme. Det er snarere forarmelse og ensretning.
Til Quist og Gravengaard: Jeg tror ikke vi er uenige. Jeg mener bare at det der allermest kan fremme formålet er hvis dialekttalende stolt holder fast i deres sprog i alle situationer. I hvert fald inden for lokalområdet. Dermed mener jeg vi er tilbage ved bevarelsen. Måske mener i snarere at I ikke tager stilling til bevarelse, men blot har som jeres mission at arbejde for sproglig tolerance? Jeg synes ikke det er så vigtigt at jeg ikke kunne stave til malabarisk, men jeg bemærker at I har noteret jer denne afvigelse fra standardsproget. :-)
@Casper: Som sagt, jeg blev påvirket af OG påvirkede de andre; det er en vekselvirkning! Og ja, i disse år taler jeg nærmest københavnsk, men skulle jeg flytte til en anden landsdel eller et andet land, ville jeg uvægerligt ændre mit sprog igen. Det er fint, og det er jeg ikke hverken ked af, eller bange for. Sproget er i evig udvkling, forhåbentlig også mit.
Til Jeppe:
Ja, sproget har aldrig været stillestående og har altid udviklet sig, det kan vi hurtigt blive enige om, men hvem har nogensinde påstået andet? De sure gamle mænd? Jeg kender ingen sådan.
Som sprogrøgter vil jeg at vi går bevidst ind og præger sprogets udvikling, bl.a. igennem en fast sprogpolitik; ikke at vi skal forsøge at standse udviklingen eller for den sags skyld skrue tiden tilbage. Lad være med at rende åbne døre ind.
Tak for svaret, Pia og Gitte. Det er interessant, at de forskellige københavnske dialekter betegnes som sociolekter – altså udtryk for en klassedeling. Noget lignende må vel gøre (eller har gjort) sig gældende i provisen, hvor karlen talte et andet sprog storbonden, eller hur?
Men det ændrer fortsat ikke ved mit egentlige ærinde; hvorfor er det acceptabelt at sige ’Møjn’, når der ses ned på folk, der udtaler meget som [majet] og i øvrigt betjener sig af flade a’er?
/dreamz
hvorfor ikke:)
Post a Comment
<< Home